Hanne Marquardt - Zoneterapeut i 50 år

 
Af Dorthe Krogsgaard og Peter Lund Frandsen - Oktober 2008

I dagene d. 19. til 21. september 2008, var den lille by Königsfeld i Schwartzwald på den anden ende. Hele byen var involveret i at fejre deres bysbarn Hanne Marquardt’s 50 års jubilæumsfest, endda borgmesteren var til stede alle dagene.
FDZ sendte en officiel hilsen og Inge Dougans og Touchpoint var inviteret til at holde workshops. Desværre var der ikke flere danskere tilstede ved denne helt specielle begivenhed.
Vi vil gerne dele et par af højdepunkterne med jer i denne artikel.

De af jer der har mødt Hanne Marquardt kan måske forestille jer at hendes jubilæum ville være helt specielt - og meget veltilrettelagt! Hun levede op til begge dele. Hun havde simpelthen lejet et telt på størrelse med Cirkus Benneweis og arrangeret en tre-dags konference. Forestil jer stemningen i et kæmpestort hvidt telt med runde borde til 700 mennesker og en enorm scene for enden - det var fantastisk. Alle tre dage var spækket med indlæg til sent om aftenen – og alt klappede perfekt.

Mange mikrosystemer
- kunne have været overskriften på jubilæumskonferencen. Indlæggene fra de fem hovedtalere og flere workshops, inklusivt vores eget, handlede om kroppens forskellige mikrosystemer. Det er meget interessant at se hvordan en førende institution som Marquardt skolerne, der arbejder udelukkende med fødderne, åbner op for forståelsen af at der eksisterer et næsten ubegrænset antal forskellige zonesystemer rundt omkring i kroppen der alle kan bruges terapeutisk.

22 workshops -og en enkelt Touchpoint
Der blev afholdt 23 workshops, gentaget 4 gange hele lørdagen. Underviserne var stort set alle fra Hanne Marquardt skoler, primært fra Tyskland, men også fra Israel, Schweiz og et par andre lande.
Vores workshop handlede primært om cellekommunikation og forklaring af forskellige mikro/zonesystemer. Vi præsenterede en del af vores kursus ”Rundt om: Ryggen”, med forskellige zonesystemer for rygsøjlen og zoner for rygmuskler. Det var interessant at undervise en gruppe kollegaer som alle er uddannet efter Hanne Marquardts lærebøger. Det var helt tydeligt en udfordring for dem f.eks. at blive præsenteret for en rygsøjlezone på underbenet. Det var også en overraskelse for mange at høre om hvor udbredt zoneterapien er i Danmark.

Kæbeledsproblemer og migræne
Vi deltog i en workshop om ”Spændingshovedpine og Migræne” ledet af læge og skoleleder fra Marquardtskolen i Berlin, Dr. Heidrun Schmidt.
Interessant var det især at hun fokuserede meget på tand- og kæbeledsproblemer i forbindelse med hovedpine/migræne. Hun gik grundigt ind i hvordan vi kan vurdere klientens kæbeled. Hanne Marquardts kæbeledszone og n. trigeminus og ganglion trigeminale fra nervezoneterapien blev fremhævet som vigtige punkter.
I det hele taget var der på konferencen flere indlæg om tænder og kæber, bl.a:

Dr. Wolfgang Burk, Oldenburg
En internationalt kendt tandlæge og forsker i sammenhængen imellem tænder/kæber og muskelspændinger i hele kroppen. Han viste mange skrækkelige fotos af hvad dårligt udførte implantater, broer etc. kan gøre ved energiforsyningen i kroppen påvist med termografi fotos. Et meget videnskabeligt og tankevækkende foredrag.

Vandets budskab - Dr. Masaru Emoto, Japan
Så kom den store internationale stjerne til den lille sydtyske by Königsfeld og byens borgere var inviteret med til dette foredrag.
Mange kender Emoto’s billeder af vandkrystaller, der former sig forskelligt afhængigt af hvilke stimuli vandet har fået inden det fryses. Om man taler pænt til vandet, skælder det ud, udsætter det for blid klassisk musik kontra heavy rock etc. Ved de hårde vibrationer ser man et kaotisk mønster i iskrystallerne,ved de blide ses skønne regelmæssige krystaller.
Dr. Emoto viste mange flere eksempler på vandkrystaller og forklarede om videnskaben bag. Fører man filosofien videre til den menneskelige krop som består af 70-80% vand, kan man måske forestille sig hvor meget information der transporteres via væsken i kroppen og hvad forskellige vibrationsformer kan gøre ved vores krop.

Dr. Jochen Gleditsch, München - Mennesket i sit mikrosystem
Han er meget kendt i Tyskland og har skrevet flere bøger, som bestemt kan anbefales. Han er både læge, tandlæge, akupunktør og neuralterapeut og har i mange år holdt seminarer på Marquardtskolerne om filosofien bag mikrosystemer.

Dr. Christian Larsen, Zürich - Fødder i gode hænder – Spiraldynamik
Med udgangspunkt i den grundlæggende naturform, spiralen, har Christian Larsen udviklet en metode til behandling og korrektion af problemer i bevægeapparatet. Spiralbevægelser er en universal naturlov. Uanset om vi kigger på atomets indre, proteiners foldning, væskers strømning, fosterets udvikling eller galaksers udformning finder vi spiralformer og bevægelser.
Christian Larsen forklarer bevægeapparatets indbyggede bevægelsesintelligens ud fra denne teori.
I klinikken i Zürich med 22 ansatte er det yderst sjældent at de ikke kan korrigere en skoliose med spiraldynamik!!

Det var en fantastisk oplevelse at være med og det var en stor oplevelse at se Hanne Marquardt velfortjent blive fejret med pomp og pragt som den pioner hun rettelig har været indenfor zoneterapien.
Jubilæet/konferencen viste også med al tydelighed at der er meget viden at hente i Tyskland indenfor vores felt.

Links
Lehrstädte Hanne Marquardt: www.fussreflex.de
Fotos fra jubilæet taget af Dr. Wolfgang Burk: http://www.oldenburk.de/index.php?article_id=141

Wolfgang Burk – Tandlæge med bid!
www.zahn-umwelt-medizin.de
www.OldenBurk.de 

Masaru Emoto - Vandkrystaller
www.hado-life-europe.com

Jochen M. Gleditsch
Reflexzonen und Somatotopien
Vom Mikrosystem zu einer Gesamtschau des Menschen
9. Udgave Urban & Fischer, München 2005

MAPS – MikroAkuPunktSysteme
Grundlagen und Praxis der somatotopischenTherapie
Hippokrates, Stuttgart, 2002

Christian Larsen – Spiraldynamik
www.spiraldynamik.com


Touchpoint
Ryesgade 27 DK-2200 København N
Tel: (+45) 7023 7047
Mail: info@touchpoint.dk
www.touchpoint.dk