Zoneterapiens europæiske

 

Af Dorthe Krogsgaard og Peter Lund Frandsen - Februar 2000

Arrangørerne af RiEN 2000 konferencen i Odense har gjort et scoop! Som noget helt enestående er det lykkedes at "kapre" Europas mest erfarne zoneterapeut, tyske Hanne Marquardt, som hovedtaler ved konferencen.
Hanne Marquardt er elev af den moderne zoneterapis "moder" Eunice Ingham. Gennem en menneskealder har hun videreudviklet og forfinet zoneterapien og det er takket være hendes indsats, at denne behandlingsform er blevet kendt og udbredt i Europa.

Man skal langt ud på landet for at finde frem til den berømte tyske zoneterapeut. Nærmere bestemt til den lille by Burgberg i Schwartzwald i Sydtyskland. Her bor hun i et smukt træhus. I underetagen har hun sin meget anerkendte zoneterapeutskole, "Hauptlehrstätte für Reflexzonentherapie am Fuss". Flere end 30.000 zoneterapeuter har i årenes løb forladt skolen med et funklende nyt eksamensbevis i hånden.
- Jeg er oprindeligt uddannet sygeplejerske og massør, fortæller Hanne Marquardt. Jeg arbejdede på et tysk sanatorie, da jeg første gang faldt over Eunice Inghams bog "Stories the feet can tell". Og den provokerede mig!! Det var simpelthen for enkelt til at være sandt.
Hanne Marquardt besluttede at gå til angreb på denne teori.
- Det var faktisk min drivkraft, smiler hun. Jeg ville modbevise, at en så enkel teori, kunne have en så påstået fantastisk virkning. Men jo mere jeg prøvede, desto mere overbevist blev jeg om, at jeg stod med et uvurderligt redskab i hænderne. Jeg udforskede Inghams teori i 9 år, før jeg opsøgte hende i USA. I den periode eksperimenterede jeg selv med opdagelse af andre reflekspunkter i min massør praksis.
Efterhånden begyndte der at være bud efter Frau Marquardt som foredragsholder. Så hun besluttede at starte en skole. Det har siden udviklet sig, så hun idag har 14 filialer i syv lande.

De "nye" reflekspunkter
Diskussionerne med Eunice Ingham og Hanne Marquardts eget arbejde i klinikken førte til en videreudvikling af zoneterapien. Helt konkret i en række "nye" reflektspunkter.
- Jeg tog udgangspunkt i Inghams zoner og teorierne om sammenhængen mellem kroppen og foden, fortæller Hanne Marquardt. Men hver gang jeg fik en ny idé - enten som en teoretisk tanke eller på baggrund af praktiske erfaringer - spredte jeg budskabet til lærerne på alle skolerne. De hjalp mig så med at afprøve zonen i praksis i det, vi kalder "lærerkøkkenet". Her "kogte" lærerne på den nye ret i et års tid eller længere, før zonen enten blev forkastet eller offentliggjort i vores årlige nyhedsbrev. Og sådan arbejder vi stadig.
En af de skelsættende begivenheder for Hanne Marquardt selv var, da hun en morgen stadig befandt sig halvvejs i drømmeland. Pludselig så hun for sit indre blik, hvordan den oprejste fod ligner en siddende person (figur 1).


- Tager man for eksempel blæresonen, så har jeg - i modsætning til Eunice Ingham - placeret den på hælen overfor hofteområdet lige bag symfysen, forklarer Hanne Marquardt(figur 2). Denne placering er mere logisk, hvis man ser anatomisk på det. Ved at undersøge zonerne på mange patienter med blæreproblemer viste det sig, at denne zone altid var involveret.


Også Eunice Inghams oprindelige zone var belastet hos disse patienter. Forklaringen er, at denne zone svarer til den nederste del af hvirvelsøjlen. Og i dette område udspringer de nerver, som har forbindelse til bækkenområdet, inklusive blæren (plexus lumbosacralis).
- Så når Eunice Ingham masserede det, hun betragtede som blærezonen, behandlede hun i virkeligheden udspringet af blærens nerver, fortæller Hanne Marquardt. På den måde fik hun alligevel en indirekte effekt.
Hjertezonen, solar plexus og knæzonerne er andre eksempler på, hvordan Hanne Marquardts indre billede af den siddende person har fået betydning for faget.

Symptomzonen
Når Hanne Marquardt får en ny patient, danner hun sig først et overordnet indtryk af vedkommende. Et indtryk, der først og fremmest er baseret på fremtoning, holdning, udseende, stemmeføring, osv.
Dernæst ta'r hun en snak med patienten om det aktuelle problem. Dette giver et billede af det, som Hanne Marquardt kalder "symptomzonen".
- Symptomzonen kan sammenlignes med toppen af et isbjerg, forklarer hun. Når en skibskaptajn ser et isbjerg, ved han godt, at den del af isbjerget, der stikker op af vandet, ikke er farlig. Den reelle fare udgøres af de 90%, som ligger skjult under vandet. Dette samme gør sig gældende i min klinik. Patienterne kommer som regel med et enkelt symptom, f.eks ondt i nakken. Udover symptomet betragter de fleste sig som raske. Så definerer jeg nakkezonen som symtomzonen.Men symptomzonen interesserer mig egentlig ikke så meget. Den siger jo ikke noget om årsagen til problemet. En sygdom er aldrig noget lokalt. Der vil altid være en sammenhæng med andre områder eller belastninger i kroppen.

Her er det vigtigt for mig at pointere, at vi aldrig behandler sygdomme eller symptomer, vi behandler altid hele personer, understreger Hanne Marquardt. Og der er en afgørende forskel mellem:

  • symptomzonen, som er den samme for alle patienter med ondt i nakken, og
  • baggrundszonerne som vil være forskellige fra person til person.

Jeg har altid været meget fascineret af det man kan lære af sproget: Se bare på ordet "individ", som består af "in" og "divid", og betyder u - deleligt. Et individ er altså noget udeleligt, nemlig en helhed!

Gennemgang af fødderne
Når symptomzonen er fastlagt, gennemgåes fødderne fra A-Z, så grundigt at det ikke altid nås første gang men evt. fortsætter ved næste besøg.
- For at vurdere en zones belastningsgrad bruger jeg tre forskellige indikatorer, forklarer Hanne Marquardt:

  1. smertefølelsen.
  2. vævets tilstand. Det kan være svært at vurdere zonen ud fra vævets tilstand, og metoden virker da også fint, uden at terapeuten er i stand til at føle noget som helst. Men i de senere år er jeg begyndt at lægge mere vægt på det kvalitative indtryk af vævet. En vurdering der er tæt knyttet til intuitionen og kræver mange års erfaring.
  3. reaktioner fra patientens autonome nervesystem. Disse reaktioner er langt de vigtigste og mest objektive. Når en belastet zone påvirkes, vil der praktisk taget altid komme en reaktion fra det autonome nervesystem i form af f.eks ændret vejrtrækning, mimik, suk eller støn, temperaturændring i ansigt eller hænder, sved eller koldsved osv. Vi holder nøje øje med patientens reaktion og spørger flere gange under behandlingen. Disse reaktioner indtræder ofte selv om zonen ikke er øm.

Apropos smerte, så har Hanne Marquardts holdning til dette ændret sig i årenes løb.
- For år tilbage mente jeg, at en behandling skulle gøre ondt, fortæller hun. Nu underviser jeg mine elever i et godt trick. Ved første behandling afprøver vi hvirvelsøjlens zoner grundigt. De fleste mennesker er ømfindtlige på denne zone, så det er et godt sted at teste patientens smertetærskel. Og herigennem finde frem til et tryk, der bestemt kan mærkes, men som kan udholdes af patienten, uden at han eller hun spænder i kroppen.

Formlighed
Når Hanne Marquardt herefter skal skaffe sig overblik over de forskellige observationer, gør hun blandt andet brug af et begreb, hun kalder "formlighed".
- Enhver form tjener et formål, forklarer hun. Der er en grund til, at forskellige kropsdele ligner hinanden. I det store perspektiv er der f.eks ligheden mellem foden og det siddende menneske. Et mere detaljeret eksempel kunne være den morfologiske lighed mellem kæbeled og hofteled. Det har vist sig, at der også er en funktionsmæssig sammenhæng. Og så er der nogle embryologiske sammenhænge, dvs. sammenhænge mellem kropsdele, der i fostertilstanden er udviklede fra de samme stamceller. Et eksempel på dette kan være, at jeg ved behandling af en person med øvre luftvejsinfektion altid checker tilstanden i fordøjelseskanalen, fordi slimhinden i luftvejene og fordøjelseskanalen er udviklet fra det samme embryologiske kimblad (entoderm).

Selvom Hanne Marquardts mangeårige erfaring har givet hende en stor faglig og teoretisk indsigt, som hun naturligvis giver videre til sine elever, så glemmer hun ikke betydningen af intuitionen.
- Egentlig vil jeg helst arbejde og undervise helt uden plancher, siger hun med et glimt i øjet. Jeg synes, det er fantastisk vigtigt at opelske intuitionen og fremme elevens fornemmelsen af, hvordan man kommer "i kontakt med patientens livskraft". Men jeg må også acceptere, at folk behøver en vis systematisering og intellektuel tilfredshed. Vi har vel fået to hjernehalvdele for at bruge dem begge - den intellektuelle/logiske og den kreative/intuitive.

 

 
Marquardts teori om kolik

- Min behandling er bygget på min opfattelse af, hvad kolik skyldes - nemlig at 99% af alle kolikbørn har været udsat for en eller flere chockoplevelser, før, under eller efter fødslen, forklarer Hanne Marquardt.
Dette afføder en reaktion i det autonome nervesystem, som bl.a. får sphinctermusklerne til at spænde.
Jeg behandler sederende i abdominal zonerne, ryggen og hvor der ellers måtte være belastet. Derudover tilføjer jeg zoner med forbindelse til det autonome nervesystem - afslappende greb og meget på solar plexus.
En ubehandlet kolik kan føre til en masse andre problemer senere i livet. Hvis der er en grundlæggende blokering i nervesystemet, så kan det være basis for, at mange andre blokeringer kan opstå på det fysiske område, men så sandelig også på det psykiske. Når noget helt basalt er belastet, så er det logisk, at hele personens udvikling vil være præget af det.
 
 

Hanne Marquardts hjemmeside: www.fussreflex.de (på tysk).


Touchpoint
Ryesgade 27 DK-2200 København N
Tel: (+45) 7023 7047
Mail: info@touchpoint.dk
www.touchpoint.dk