Kraniosakral-zoneterapi

 
Af Peter Lund Frandsen - Marts 2004

Zoneterapiverdenen er stor - meget større end man skulle tro, hvis man kun kender Eunice Ingham's gamle kort over fodzonerne. Der dukker hele tiden nye synsvinkler og tilføjelser op - lige fra komplette behandlingssystemer til nye måder at bruge de kendte systemer på.
I denne artikel ser vi nærmere på en spændende nyskabelse nemlig kraniosakral-zoneterapi - som er teknikker fra kraniosakral-terapien udført via zoner på fødderne.

Til april 2003 får Danmark igen besøg af en af "de store" indenfor europæisk zoneterapi. Fransk/engelske Martine Faure-Alderson holder to-dagsseminarer i København og Vejle, hvor hun underviser i denne elegante metode.
I kraniosakral-zoneterapi løsner man spændinger og forbedrer cirkulationen i hovedet og ryggen ved at behandle fodzoner for kraniets knogler; membraner og hinder i centralnervesystemet; de 12 hjernenerver og det autonome nervesystem. Det centrale i behandlingen er en særlig teknik, hvormed man på fødderne kan føle og afbalancere den rytmiske pulsering af cerebrospinalvæsken.
Metoden har vist sig at være effektiv ved en lang række lidelser og ganske særligt ved kroniske hovedpiner, migræne, stress og piskesmældsskader. Der er tale om enkle teknikker, som kan udføres på få minutter og derfor er nemme at indpasse i en normal zoneterapibehandling.

Kraniosakral terapi
Har sit udspring i kraniel osteopati, der blev udviklet i starten af 1900-tallet i USA af dr. W.G. Sutherland. Han bemærkede hvordan kranieknoglernes udformning kun tillader meget små bevægelser og at blokeringer, spændinger og skader kunne påvirke helbredet på mange måder.
Den kranielle osteopat arbejder direkte med kranieknoglerne, som behandles med blide manipulationsteknikker for at genoprette balancen. Behandleren fornemmer og påvirker hele kroppen og dens systemer i relation til den kraniosakrale puls.
Osteopati har været kendt og brugt i Europa i over hundrede år, men fik et stort løft i 1970'erne, da amerikaneren dr. John Upledger udviklede den såkaldte kraniosakral-terapi. Martine Faure-Alderson fulgte Upledgers første kursus i England og det satte hende på sporet af at overføre metoden til fødderne. Her har hun kortlagt zoner for kraniets knogler og suturerne mellem dem, hjernehinderne, hjernenerverne, det autonome nervesystem samt et komplet lille zonesystem bestående af 10 zoner i nakken, der svarer til de ti lodrette kropszoner (efter Fitzgerald), der er velkendte i zoneterapien.

Rytmisk musik i kraniet!
Kraniosakral-zoneterapi arbejder først og fremmest ud fra den kranio-sakrale rytme, som stammer fra en næsten umærkelig pulseren i cerebrospinalvæsken, som er en beskyttende og nærende væske der omgiver hjerne og rygmarv.
Muskler, knogler, hinder, væske, kirtler og nerver danner det kranio-sakrale system, som strækker sig fra kraniet til korsbenet (os sacrum), - heraf navnet kranio-sakral. Den kranio-sakrale rytme opstår som følge af trykændringer i cerebrospinalvæsken, med en normal hyppighed på 6 til 14 gange pr. minut.
Under sit arbejdede som osteopat og zoneterapeut fandt Martine Faure-Alderson ud af at bestemte punkter på fødderne kunne stimulere og afbalancere den kranio-sakrale rytme. Behandleren "tuner sig ind på" klientens kranio-sakrale puls, for at finde frem til eventuelle restriktioner og ubalancer i systemet. Ved hjælp af forskellige zoneterapeutiske teknikker løsnes op for blokeringerne.

"Tag" den kranio-sakrale puls på fødderne
Teknikken går ud på at holde med en finger i hver sin ende af det kranio-sakrale system. Det nederste punkt er zonen for halebenet (os coccygis) og det øverste er en zone der svarer til sammenvoksningen mellem de to kranieknogler os sphenoidale (kilebenet) og os occipitale (nakkebenet). Dette sted spiller en central rolle i kranio-sakral osteopati. Den anatomiske betegnelse er synchondrosis sphenooccipitalis (SSO). Se figuren.
Placér den ene tommelfinger på zonen for SSO og den anden på zonen for halebenet. Hold nu fingrene stille - ingen bevægelse. Mærk de fine rytmiske vibrationer mellem de to steder. Det er afgørende at du koncentrerer dig 100 procent. Lad være med at tale og bed også klienten være tavs. Mærk efter - vibrationen er ganske svag, helt nede nær grænsen af det mærkbare.
Hvis cerebrospinalvæsken fungerer normalt vil du, efter nogen øvelse, føle en uafbrudt rytmisk pulsation med en frekvens på 6-14 gange/minut, svarende til et "pulsslag" hvert 5. - 10. sekund.

Kroppen har tre grundrytmer
Dr. W.G. Sutherland, opdageren af den kranielle osteopati, betragtede den kranio-sakrale puls som den "primære åndedrætsmekanisme", efterfulgt af hjerterytmen og af vejrtrækningen. Han kaldte den "livets åndedræt", eftersom det er den af de tre rytmer, som opstår tidligst i fosterstadiet og først standser nogen tid efter den sidste vejrtrækning og efter det sidste hjerteslag. Den kranio-sakrale rytme rummer et menneskes vitalitet og bygger dermed bro mellem kroppens fysiske aspekt og de psykiske dimensioner. Derfor bliver den kranio-sakrale rytme også kaldt "sjælens puls". Med kraniosakral-zoneterapi kan man nå ind til en helhed af krop og sjæl og dermed hjælpe den "indre doktor" med at genoprette harmoni og balance.

I Danmark lærer Martine Faure-Alderson os, hvordan kraniosakral-zoneterapi kan bruges ved problemer som fødselstraumer, hovedpine, migræne, piskesmældsskader, stress-relaterede problemer m.fl.

Henvisninger
Nussbaumer, Wilhelm og Rudal, Kirsten: Kranio-sakral terapi - en grundbog til en blid og dybtgående kropsterapi, Forlaget KIWI, Århus 2000
Martine Faure-Alderson: The Three Levels of The Human Being - in Feet, Transscript fra Third European Conference of Reflexology, Tampere, Finland, 1998.


Touchpoint
Ryesgade 27 DK-2200 København N
Tel: (+45) 7023 7047
Mail: info@touchpoint.dk
www.touchpoint.dk