Tag nakken på benene!

 

- det gør zoneterapeuterne i Finland

Af Dorthe Krogsgaard og Peter Lund Frandsen - September 2001

Vi har talt med den finske zoneterapeut og skoleleder Anna-Kaarina Lind, som underviser i Danmark i næste måned, for at høre nærmere om zoneterapien i Finland, som på mange områder er betydeligt mere avanceret end det vi lærer i Danmark. For at illustrerere metoderne har vi som en del af denne artikel valgt at sætte fokus på behandlingen af nakkeproblemer.

Nakken husker alt!
Nakken har en evne til at huske alle de stød, bump, vrid, langvarige spændinger og overbelastninger den har været igennem. Selv tryk og vrid under fødslen huskes af nakken.
Når vi så tænker på de nervemæssige forbindelser fra nakken til resten af kroppen, er det måske værd at overveje at gøre mere ud af nakken i vores zoneterapibehandlinger. Det gør zoneterapeuterne i Finland. De prioriterer behandling af nakken meget højt ved behandling af alle slags helbredsproblemer.
Nakken har en meget større betydning for vores helbred og velbefindende end mange tror. Vi kender alle ordsprogene om nakke- og skulderområdet: "At få noget smidt i nakken". "At bære verdens byrde på sine skuldre". "Være på nakken af hinanden". "Have øjne i nakken". "Være dum i nakken", eller "stiv-nakket". "At have brede skuldre", osv.
Det psykosomatiske aspekt fra nakken er også værd at bemærke. Mange menneskers reaktioner på stress sætter sig som nakkeproblemer.
I den græske Atlas-myte dømmer Zeus kæmpen Atlas til for evigt at bære verden på sin nakke som straf for at have ført krig mod Olympens guder (fig. 1).
Endvidere skal vi naturligvis ikke glemme nakkens meget komplekse anatomi og fysiologi. Især nervesystemet spiller en stor rolle, og her findes forklaringen på mange af de vanskelige, diffuse symptomer vi støder på i arbejdet.


Syv nakkezoner istedet for én

Anna-Kaarina Lind arbejder efter og underviser i det specielle finsk/svenske zoneterapisystem som er udviklet af svenske Karl-Axel Lind. Det særlige ved denne metode er at kroppen opfattes som sammensat af en hel række af mikrosystemer eller zonesystemer, som hver især afspejler hele kroppen. Karl-Axel Lind har i detaljer kortlagt reflekssystemer for fødderne, benene, abdomen, thorax, ryggen, ansigtet, ørerne, issen og som en finesse et hel-kropssystem, hvor zonerne er så store at kroppen kun har plads til en del af afspejlingen! Selvom disse systemer nødvendigvis overlapper hinanden, er det ikke desto mindre muligt at udnytte mange af dem til behandling og evt. diagnose. Denne opfattelse falder iøvrigt fuldstændig i tråd med den kinesiske ECIWO-biologi (Embryo-Containing-Information-of-Whole-Organism), som internationalt bliver mere og mere udbredt, som en mulig forklaring på hvorfor zoneterapi og akupunktur virker (se RiEN 2000 konferencebogen eller Zoneterapeuten nr. 6-2000).
Når man begynder at operere med flere zonesystemer ud over fodzonerne bliver der selvfølgelig mere at holde rede på, men samtidigt får man mange flere muligheder og bedst af alt: bedre resultater. Hvor meget mere effektivt må det ikke være at råde over syv nakkezoner i stedet for én !
Udover zonesystemerne opererer Karl-Axel Lind med en mængde funktionelle reflekser, som udløses fra specialpunkter på hvirvelsøjlen, brystbenet og i mellemrummene mellem mellemfods- og mellemhåndsknoglerne.


Behandling af nakkeproblemer
Når Anna-Kaarina Lind får en patient med nakkeproblemer har hun således en bred vifte af mulige indsatssteder at vælge imellem, nemlig alle de steder på kroppen, hvor der findes reflekszoner for nakken. "Det har vist sig at to af zonesystemerne - fodsystemet og systemet på underbenet - er særligt effektive ved nakkeproblemer", fortæller Anna-Kaarina.
På underbenet findes reflekszonerne for nakken på den nederste mediale flade af tibia, som vist i figur 2.
Læg mærke til at zonesystemet "står på hovedet" i forhold til kroppen. Den indvendige malleol svarer til atlas (C1) og herfra strækker nakkehvirvelsøjlen sig ca. en håndsbredde op ad underbenet. Dette område arbejdes grundigt igennem.
På fødderne ligger nakkens reflekszoner ganske som hos Ingham/Marquardt svarende til medialsiden af storetåens grundstykke.


Den "vidtomstrejfende" nerve

Anna-Kaarina Lind er særligt opmærksom på nervus vagus. Derfor behandles nakken ved stort set alle helbredsproblemer. Vagusnerven løber ud af kraniet gennem et hul i kraniebunden lige over atlas-hvirvlen og er her og i sit videre forløb på halsen udsat for påvirkninger fra spændte muskler eller forskubbede nakkehvirvler. "Vagus" betyder "den vidtomstrejfende" og nervus vagus er da også den vigtigste nerve i det parasympatiske nervesystem og innerverer de fleste indre organer i bryst- og bughulen.
"Jeg har bemærket at problemer som astma, lever- og bugspytkirtelproblemer, blærelidelser, forstoppelse og andre problemer i tyktarmen, hoste, spændinger i diagfragma, mavesår - og mange mange andre problemer i de indre organer kan have sin oprindelse i nakkeproblemer - nemlig via nervus vagus. At der også kan være knyttet mentale problemer til nervus vagus er måske nyt for mange, men symptomer som koncentrationsbesvær, mindreværdsfølelse, initiativløshed, fustration og bitterhed kan ofte relateres til nakkeproblemer" - siger Anna-Kaarina Lind og fortsætter:
"For at behandle nervus vagus via bensystemet skal man især behandle grundigt på og omkring den mediale malleol (atlas) og medialsiden af ankelleddet (atlanto-occipitalleddet).
På fødderne koncentreres trykkene omkring storetåens yderled, såvel udvendigt på tåen, som hele vejen rundt i yderleddets ledspalte".

Kan behandlingsreaktioner skyldes nervus vagus?

Vi kender alle meldingen fra klienterne når de kommer til næste behandling: "Jeg har haft det som om jeg er forkølet, har haft hovedpine, gået mere på toilettet, kulde/varme fornemmelse" - og andre lignende reaktioner. Mange zoneterapeuters opfattelse er, at det er udrensningssymptomer fra kroppen. Det er det måske?? En anden spændende teori der undervises i i Finland, er at reaktionerne stammer fra nervus vagus. Hvis det nu er sandt viser det også med al tydelighed, hvor kraftig en påvirkning vi kan give nervus vagus - og hvor stor en virkning det faktisk har i kroppen!

Energiflow i spinalkanalen
En specialitet indenfor Karl-Axel Lind metoden er de såkaldte funktionelle reflekser, som repræsenterer forskellige vitale kropsfunktioner. Disse reflekser kan udløses via særlige punkter, hvoraf en gruppe - spinalpunkterne - findes på hvirvelsøjlen og kraniet. Der er ialt 10 spinalpunkter, som alle står i tæt forbindelse med energistrømmningen i spinalkanalen og til chakraerne (figur 3).

Anna-Kaarina fortæller: "De informationer man får ved at undersøge disse punkter og de effekter der opnås ved at behandle dem hænger både sammen med personens fysiske og psykiske aspekter. For eksempel har spinalpunkt 1 forbindelser til tyktarmen og rektum, så alle problemer i dette område kan gøre punktet følsomt. Samtidig påvirkes punktet af psykologiske problemer, som problemer med at tilgive, at 'give slip på ting', eller besvær med at komme sig over traumer og dårlige oplevelser. Disse personer kan have en konservativ indstiling til livet, have svært ved at acceptere nye ideer og har ofte en trang til at samle på ting og sager, inklusive ophobninger i tyktarmen!"
"På tilsvarende måde er spinalpunkt 5 forbundet til hjerte og kredsløb, men også til følelseslivet - både fysiske og psykiske 'hjertesorger'. Spinalpunkt 8 hører sammen med den fysiske hjerne, men også med evnen til logisk tænkning, sprog, moral, stress, osv."
Behandling af spinalpunkterne foregår med massage af punkterne enten direkte på ryg/hoved eller via de tilsvarende reflekszoner i et eller flere af reflekssytemerne.

Når man under en zoneterapibehandling kombinerer de forskellige zonesystemer med behandling af spinal-punkterne sker der virkelig ting og sager. "Jeg kan garantere for at der sker overraskende ting" slutter Anna-Kaarina Lind.


Touchpoint
Ryesgade 27 DK-2200 København N
Tel: (+45) 7023 7047
Mail: info@touchpoint.dk
www.touchpoint.dk