Zoneterapi og hælspore


Af Dorthe Krogsgaard og Peter Lund Frandsen, Oktober 2008

”Har man problemer med fødderne opsøger man en zoneterapeut, for de arbejder jo på fødderne og må vide meget om fødder”- sådan tænker mange mennesker. Det lyder jo også meget logisk. For at kunne rådgive ved fodproblemer behøver vi bare betydelig mere viden om fodens struktur. I denne artikel belyser vi nogle sammenhænge i forbindelse med hælspore og giver nogle tips til behandlingen af dette meget udbredte problem.

Hvordan føles en hælspore?
Det gør ganske enkelt ondt at træde på hælen, det starter først med lidt ømhed og kan udvikle sig til ulidelige smerter.
Smerten er typisk lokaliseret til den forreste (distale) del af hælens trædepude især medialt. Det er typisk at smerterne starter ved det første skridt om morgenen, for siden at klinge lidt af og så komme tilbage med fuld styrke i løbet af dagen. Bøjer man, ved hjælp af hånden, foden opad (passiv dorsalfleksion) forværres smerterne.

Hvad er hælspore?
Hælspore = fascitis plantaris er en overbelastning af fodsålens kraftige seneplade, fascia plantaris, der hvor den hæfter til hælknoglen.
Fascia plantaris spændes når man træder ned på foden og når achillessenen strammes. Man kan opfatte fascia plantaris og achillessenen som én stor sene der ”mellemlander” på hælknoglen.
Hælsporen er en slags ”arvæv” med kalkudfældning efter længerevarende inflammation ved tilhæftningen af senen.
En inflammation i senetilhæftningen der behandles hurtigt behøver ikke danne arvæv og dermed ingen ”spore”
På et røntgenbillede vil man ofte kunne se en lille knogleproces på forkanten af tuber calcanei der hvor fascia plantaris senen hæfter. Det er den der kaldes en hælspore. Der er dog ikke nogen entydig sammenhæng mellem forekomsten af hælspore og symptomerne. Hos mange mennesker der får taget et røntgenbillede af foden af andre grunde, ser man en hælspore uden at den nogensinde har givet problemer.



Røntgenbillede af en hælknogle med tydelig hælsporedannelse.

Hvorfor får man hælspore?
Her er det vigtigt ikke kun at tænke lokalt!
Ofte er det stramme hasemuskler der er årsagen. Både fascia plantaris og achillessenen er en del af den posturale funktionskæde, dvs. de muskler og sener der gør os i stand til at stå og gå imod tyngdekraftens virkning. Derfor vil problemer et sted i kæden influere på resten af systemet. Hvis man f.eks har problemer i lænden og en stram psoas-muskel, vil bækkenet kippe forover og der vil komme spænding i hasemuskler og videre ned i læg, achillessene og fodsål.

Ro og aflastning
Som ved inflammation ethvert andet sted i bevægeapparatet er det i den akutte fase vigtigt med aflastning. At achillessenen og senepladen er så afslappet som muligt. Det er en god ide at gå med sko med lidt hæl og ikke dyrke sport/motion der medfører belastning af achillessenen og senepladen.
Det ikke en god ide at udspænde lægmusklerne i den akutte fase, det ”trækker” i inflammationsstedet og kan irritere. Udspænd i stedet hasemusklerne og psoas.

Hælsporeindlæg
Det er en god aflastning for hælsporen/inflammationsstedet at bruge et indlæg som det viste i den akutte fase. Dels giver det afspænding til achillessenen på grund af tykkelsen dels aflaster fordybningen i indlægget det inflammerede område. MEN det er vigtigt at det er de rette indlæg. De bedste indlæg forhandles af bandagister. De er bløde, gummiagtige og nogle har udover fordybningen og også en rille der aflaster nerverne i hælen. De koster ca. 200,- kr.


Hælsporeindlæg

Hvad gør du som zoneterapeut?
Du kunne starte med at teste for spænding i psoasmusklen (Se artiklen Rundt om: Psoasmusklen), hasemuskler og lægmuskler (se nedenfor) og vurdere statik/holdning. Instruer i øvelser til udspænding, dog ikke lægmusklen i den akutte fase, og statikkorrektion.
Undersøg musklerne i læg, baglår og hofte og behandl med de teknikker du har til rådighed, fodzoner, massage, triggerpunkter, m.m. Hele ryggen checkes og behandles for spændinger.
Arnika tinktur og andre antiinflammatoriske præparater kan bruges til lokalbehandling.
Hos nogle klienter vender problemet tilbage igen og igen, her er det vigtigt at forebygge med udspænding af psoas, hase- og lægmusklerne samt fascia plantaris - og ved at korrigere evt. valgus- eller varusstilling af hælen med statikkorrektion.

Test for korte hasemuskler
Denne test giver et indtryk af længden - eller graden af forkortning om man vil - af hasemusklerne (biceps femoris, semitendinosus og semimembranosus).

  1. Patienten ligger på ryggen med armene ned langs kroppen.
  2. Det ikke testede ben bøjes i hofte og knæ for at stabilisere bækkenet.
  3. Undersøgeren står på testsiden og fatter om benet over anklen.
  4. Palpér hoftekammen med den frie hånd for at mærke hvis bækkenet kipper.
  5. Løft langsomt det strakte ben i vejret indtil enten bækkenet bevæger sig, knæet bøjer eller det begynder at gøre ondt i hasen.
  6. Ved normal hasemuskellængde kan benet løftes til 90o. Er grænsen under 70o er der tale om udtalt forkortning.

Test af hasemuskler

Test for kort achillessene / stramme lægmuskler
Sid eller lig med strakte knæ og anklen i neutral position. Hvis fodleddet ikke kan dorsalflektere op til 20 grader tyder det på forkortet achillessene.

Test af lægmuskler/achillessene

Zoneterapi – og en øm fodsål
En akut inflammation/hælspore kan være meget smertefuld og smerterne kan stråle ud i et større område af fodsålen. Det er bestemt vigtigt at give en god zoneterapi til immunforsvaret, ryggen, psoas, hofter, lyske, haser og læg etc., men brug blide tryk. Vi trykker direkte på senepladen når vi giver zoneterapi og det er vigtigt at den ikke spænder op men i stedet afslappes. Tryk aldrig direkte på det inflammerede sted, det gør det kun værre!

Hælspore – enkelt og spændende
I vores efteruddannelse i bevægeapparatet som starter igen i januar, er forståelsen af hele bevægeapparatets samspil en vigtig del og ikke mindst samspillet mellem fødderne og resten af kroppen.
Når du kender fodens anatomi og fysiologi og ved præcist hvilke strukturer der er på spil, er fodproblemer og især hælspore enkle og spændende at arbejde med.

Læs mere i artiklen ”Fod på foden

Information om kurserne om foden og resten af bevægeapparatet findes her ->


Touchpoint
Ryesgade 27 DK-2200 København N
Tel: (+45) 7023 7047
Mail: info@touchpoint.dk
www.touchpoint.dk